Menu

Corona 11/12-20: Nye restriktioner og scenarier for forårets og vinterens turnering

image Corona (11/12-20): Nye restriktioner og scenarier for forårets og vinterens turnering
DBU Sjælland
11. december 2020 kl. 19:25
Corona (11/12-20): Nye restriktioner og scenarier for forårets og vinterens turnering


Corona: Nye restriktioner og scenarier for forårets og vinterens turnering


Med virkning fra fredag 11. december klokken 16.00 udvider regeringen de skærpede corona-restriktioner til at være gældende i alt 69 kommuner. Dermed vil de skærpede restriktioner omfatte alle klubber i DBU Sjællands område til og med 3. januar 2021.

De skærpede restriktioner ophæver undtagelsen, der gjorde det muligt for børn og unge til og med 21 år at forsamles op til 50 personer i idrætsmæssig sammenhæng.

OBS! Læs mere om de nye restriktioner nederst i mailen

Den 7. december blev de nationale restriktioner, der gælder for hold og kampe med personer over 21 år, forlænget til og med 28. februar 2021.

På den baggrund har DBU Sjællands bestyrelse 10. december 2020 drøftet og vedtaget en række scenarier for DBU Sjællands aktiviteter vinter og forår 2021. I den forbindelse er det vigtigt at fastslå, at der er ikke tale om modeller, men derimod scenarier, som i den kommende periode kan påvirkes af kommende beslutninger fra regering og myndigheder. Derfor kan den endelige model fravige fra de skitserede scenarier:

Overordnet set tager de skitserede scenarier udgangspunkt i følgende:

  • U21 og yngre kan starte efter 3. januar 2021
  • Senior og ældre kan starte efter 28. februar 2021


Vinterbold for senior og ældre 

Scenariet skal afklares med DBU København. Vi kommer med en fælles udmelding snarest.


Indefodbold/Futsal - Under 22 år

Holdene har spillet de to indledende runder. Alle hold som har spillet min. 1. runde kvalificerer sig videre til mellemrunden. Normalt vil hold ikke kvalificere sig videre fra indledende runde ved en udeblivelse, men mange hold har været ramt af corona og derfor dispenseres der fra den regel i sæsonen 2020-2021. Alene hold som ikke har spillet runde 1 og 2 vil være færdige for denne sæson.

Scenarie 1: Hvis vi ikke kan afvikle mellemrunde i januar, så vil vi arbejde på at finde haltider i februar 2021.

Scenarie 2: Hvis det ikke er muligt at finde haltider i februar 2021, så vil der blive afviklet finalestævne 6.-7. marts på baggrund af resultaterne i indledende runder. Det vil i så fald blive afviklet som enkeltstående puljer efter myndighedernes til den tid gældende corona-retningslinjer og fodboldens corona-regler.

DBU Sjællands seniorturnering i futsal og indefodbold må desværre aflyses i denne sæson 2020-2021.


Sjællandsserien og Serie 1

Herunder kan du se de datoer, som vi forventer vil gælde i forhold til turneringsstart:

Hvis restriktionerne ophæves 28. februar 2021, så vil der være turneringsstart 20.-21. marts 2021.

Udsatte kampe fra efteråret 2020 kan også afvikles fra 20.-21. marts 2021. Men ønsker begge hold at afvikle tidligere (efter 28. februar 2021), så er dette muligt.


Herresenior: Serie 2-6

De starter 2. turneringshalvdel efter påske. Udsatte kampe efterår afvikles fra 20.-21. marts. Men ønsker begge hold at afvikle tidligere (efter 28. februar 2021), så er dette muligt.


K+29, M+32 og ældre årgange 

Der starter ny turnering efter påske (uge 14). I 11-mands M+45 og M+50 ligger der kampe fra efteråret 2020. Kampene flyttes til afvikling i marts 2021.

Hvis klubberne ikke ønsker at afvikle enkelte kampe, så vil de blive annulleret uden beregning.


Ungdom og Børn DBU Sjælland 

DBU Sjællands egne turneringer for børn (U12 og yngre) og U13-U19 starter op efter Påske (uge 14).


Klubarrangerede træningskampe

Vi afventer lige nu regeringens og myndighedernes næste udmelding vedrørende restriktioner efter 3. januar 2021.

Teksten kan også findes på DBU Sjælland hjemmesiden 

 

   ---


Yderligere 31 kommuner pålægges skærpede restriktioner

Klokken 16.00 fredag 11. december udvider regeringen de skærpede corona-restriktioner til at være gældende i alt i 69 kommuner. Dermed vil de skærpede restriktioner omfatte alle klubber i DBU Sjællands område til og med 3. januar 2021.

I fodboldklubben skal I derfor være opmærksomme på følgende:

  • Der må ikke spilles fodbold indendørs, da alle indendørs fritidsfaciliteter skal lukkes.
  • Der må fortsat spilles fodbold udendørs, men kun i grupper á max 10 personer inkl. træner. Dette forsamlingsforbud gælder for alle. Undtagelsen, der gjorde, at børn og unge op til og med 21 år måtte være 50 personer forsamlet, gælder altså ikke i de berørte kommuner frem til 3/1-2021.
  • Et fodboldanlæg må gerne deles op i sektioner, så flere kan træne samtidigt. Opdelingen i zoner skal være tydelig, og de forskellige træningsgrupper må ikke have noget som helst med hinanden at gøre.
  • Klubhuse med salg af mad og/eller drikke hører under restriktionerne for restaurationsbranchen. Det betyder, at de skal holdes lukket frem til 3/1 2021, ligesom restauranterne og caféerne i de berørte kommuner. Der er dog mulighed for at sælge take-away.


Dermed er de kommuner, hvor der indføres skærpede restriktioner fra den 11. december 2020 kl. 16.00:

- Alle kommuner i Region Sjælland (de resterende kommuner i regionen, som ikke allerede er omfattet af de skærpede restriktioner pr. 9. december)
- Alle kommuner i Region Midtjylland (de resterende kommuner i regionen, som ikke allerede er omfattet af de skærpede restriktioner pr. 9. december)
- Aalborg Kommune
- Fredericia Kommune
- Vejle Kommune
- Middelfart Kommune


De 38 kommuner, hvor de skærpede restriktioner trådte i kraft d. 9/12, er:

Albertslund, Allerød, Ballerup, Brøndby, Dragør, Egedal, Faxe, Fredensborg, Frederiksberg, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Greve, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Herlev, Hillerød, Hvidovre, Høje-Taastrup, Hørsholm, Ishøj, København, Køge, Lejre, Lyngby-Tårbæk, Odense, Roskilde, Rudersdal, Rødovre, Slagelse, Solrød, Tårnby, Vallensbæk, Vordingborg og Aarhus.

Du kan altid finde den senest opdaterede version af Fodboldens Corona-regler ved at klikke på knappen nedenfor.

Vær opmærksom på, at Fodboldens Corona-regler er lavet ud fra de nationalt gældende corona-restriktioner, men i FAQ’en længere nede på corona-siden er de forskellige restriktioners betydning uddybet.

Teksten kan også findes på DBU Sjælland hjemmeside